Malou er min datters skønne og smukke lille pomeranian tæve på 10 år. Hun er den kærligste og mest opofrende lille hund jeg kender. Malou har altid gøet ved den mindste lyd. Ind imellem kunne det være anstrengende at føre en samtale, når Malou var i rummet, da hun gøede hver gang hun hørte en lyd.

Hvis man satte kaffekoppen for hårdt ned i bordet, eller hvis hun kunne høre lyde udenfor, så startede alarmen straks. Et rigtigt triggerord var “Hej”, så gik det helt over gevind for lille Malou. Naboerne hvor de boede var faktisk heller ikke helt tilfredse med Malous højlydte advarsler

Jeg lærte at telepatere, og måtte naturligvis prøve med Malou. Det måtte da også være frygteligt anstrengende at være den lille hund som konstant var på vagt, havde min datter og jeg ofte talt om. Vi havde også ofte undret os over, at Malou altid blev, hvor hun var, når hun gøede. Hun løb ikke frem mod lyden eller ud til døren. Hun rejste sig bare op og gøede

Så jeg tog kontakt og spurgte Malou, hvorfor hun gøede så meget. “Jamen bedste, jeg er jo alarmen! Det er mit job at advare når der er “fare” på færde, og det kan der potentielt være, når der er fremmede lyde.” Hun virkede som om det var det mest naturlige i verden, og forstod ikke jeg stillede spørgsmålstegn ved det.

Jeg forklarede Malou, at det kunne være svært for os mennesker at høre på. “Men det er mit job! Det er det jeg skal! og jeg har gjort det hele mit liv. Jeg skal advare alle dem som skal reagere på alarmen, så de kan sætte igang.”

Så forstod jeg, hvorfor Malou blev hvor hun var, når hun gøede. Hun startede en kædereaktion, hvor hun var alarmen, som andre skulle reagere på. Spændende!

Jeg sagde til Malou, at hun havde gjort sit arbejde rigtig godt i mange år, og at jeg nu syntes hun havde fortjent sit otium. Jeg spurgte, hvordan hun helst ville nyde det og slappe af, når hun nu ikke skulle jobbe mere.

“Jeg vil gerne have en dejlig blød juniordyne at ligge på, og så vil jeg gerne spise kaninører med pels på, når jeg skal være alene hjemme.” Vi aftalte desuden, at det nu skulle være min store stærke svigersøn, som skulle have vagten, og passe på dem alle. Vi var enige om, at have fuld tillid til at han kunne klare opgaven. Jeg lovede Malou at give ham besked om de nye aftaler.

Efter nogen tid snakkede jeg med min datter om, hvordan det gik og om hun havde oplevet forandring. Hun fortalte, at de nu kunne gå i kolonihaven og snakke med naboer over hækken, eller få besøg, UDEN at Malou gøede! De kunne sige hej til hinanden og til dem som ringede, både på døren og i telefonen, mens Malou stille sad og nød sit otium, vel vidende at Troels havde taget over og hun bare kunne slappe af.

Hvor var det dejligt at kunne anerkende Malou for det kæmpe arbejde hun så stabilt havde udført gennem de sidste 10 år, og så give hende fri med god samvittighed.

Jeg elsker mit job med dyretelepati;)

Ejer kom til mig. Hun var ved at være en smule desperat. “Lene, du må hjælpe mig, min kat tisser på dørmåtten!" Jeg har forsøgt alt, at udskifte måtten indtil flere gange, at skælde ud osv.”

Jeg spurgte naturligvis ind til om hun havde skiftet kattegrus, vasket kattebakken i andet rengøringsmiddel, havde fået flere katte eller havde flyttet kattebakken, da disse ting nemt kan være årsag til katten flytter sig udenfor bakken.

“Nej nej, jeg har intet gjort. Min kat har samme kattebakke den altid har haft, sådan et lukket hus med en lem at gå ind ad, og den står samme sted som altid. Ikke flere katte til mig!”

Hmm… Jeg fik et billede af den søde lille kat, som jeg vidste var højt skattet af sin ejer. Jeg tog kontakt, præsenterede mig og fortalte jeg havde taget kontakt på vegne af ejeren. Med det samme var katten klar over, hvorfor jeg havde taget kontakt. Hun smilede skævt og sagde blot “Jeg er for tyk!” ØHHH, for tyk til hvad?

“Til at være i kattebakken. Jeg kan ikke vende rundt derinde mere, og jeg får næsten klaustrofobi”.

Okay, hvad skal der til for at du vil bruge bakken igen?

"Tjae, enten skal jeg tabe mig, ellers skal ejer tage låget af kattebakken, så kan jeg være der igen.”

Jeg takkede katten for sin tid, og vendte tilbage til ejeren.

Det var lidt svært at holde masken, da jeg skulle give beskeden videre, men ejer tog godt imod den.

Hun indrømmede, at katten vistnok havde kommet sig en del på det sidste, efter den var blevet steriliseret. Straks efter gik ejer ud og tog låget af kattebakken, og før hun så sig om sad katten og niflede på bakken;)

Mange telepatier er sjove, og mange dyr har en god sans for humor. Det er fantastisk, at kunne smågrine lidt sammen med dyrene.

Efter min snak med polarrævene, og med min nyvundne tillid til at kunne telepatere med dyrene i dyreparken, samt min nye viden om at dyr kan meditere, satte jeg mig selv på en prøve. Jeg skulle meditere med et dyr!

Jeg vidste ikke hvilket dyr jeg skulle vælge og gik lidt omkring i parken. Jeg hørte en speakerstemme ovre ved havørnene, som netop nu var ved at blive fodret. Jeg gik derover og stod lidt og så på de fascinerende fugle. Da fodringen var forbi fløj en smuk fugl hen og satte sig i et meget højt træ, så han næsten sad over mig. Han lagde hovedet på sned og så på mig.

Jeg benyttede chancen og startede en telepati med ham. Han var helt klar, og smilede en smule skælmsk til mig, da jeg spurgte ham om hans evne til at meditere. “Selvfølgelig mediterer jeg, hvordan skal jeg ellers holde ud at være her et langt liv. Tænk på, at jeg ville leve omkring 20-30 år i naturen og herinde helt op til 40 år, så må jeg af og til afsted i en herlig meditation”.

Jeg vovede pelsen og spurgte forsigtigt om han ville tage mig med. “Det vil være mig en fornøjelse” svarede han, og jeg brugte telepatien til at blive eet med den store fugl. Vi fløj afsted!

Han var en meget stolt fugl, stolt af det han kom af, stolt af sin race og af sine evner, særligt evnen til at se sig omkring. Jeg kunne nu se med fuglens øjne, og han viste mig stolt at han kunne se 270 grader rundt uden at flytte hovedet. Vi fløj ind i en stor lagune omgivet af meget høje klipper. Vandet var helt blåt, det var faktisk som et eventyr.

“Se” sagde han og viste mig synet alle 270 grader rundt, “der er ikke noget som kan komme efter os uden jeg opdager det”.

Vi fløj op og ned, drejede skarpt og dykkede hurtigt. Vi fløj rundt i hvad jeg følte var en rum tid, måske omkring et par timer, men uret bagefter viste mig at jeg havde været i telepatien i ca 15 min.

Min makker som var ved siden af mig fortalte bagefter at jeg havde stået og svajet, og hun havde spurgt om jeg var okay, da hun blev helt bekymret. Jeg svarede ikke, men hun vidste ikke hvad jeg var i færd med. Jeg havde alligevel ikke turdet fortælle til nogen, hvilken prøve jeg havde sat mig selv på. Jeg tror ikke, jeg havde troet, at det kunne lade sig gøre.

Det er den vildeste oplevelse jeg har haft med telepati. Jeg ved ikke om det er once in a lifetime, man oplever dette, men jeg tør ikke tro på nogensinde at opleve det igen.

Sidst på dagen i dyreparken nåede jeg frem til den brune bjørn, en kæmpe stor godmodig gammel basse lå og slikkede sol på en stor sten i anlægget.

Jeg var ved at være godt brugt efter en lang dag, med den ene stor nye oplevelse efter den anden, og tænkte egentlig at jeg ville lade den gamle bjørn være. Jeg stod nogen tid og betragtede ham, og det var som om han ville mig noget. Jeg tog derfor alligevel kontakt til den store basse.

Han fortalte mig om sit liv, som mange andre dyr i parken havde fortalt om deres, at han havde et helt bestemt livsformål, som han skulle udleve i parken. At jeg ikke skulle have ondt af ham, for han var stolt af at være blevet tildelt den store opgave, at give lidt af naturen tilbage til os, for at minde os om hvad vi risikerer at ødelægge hvis vi ikke tager os i agt.

Han ville så gerne hjælpe os til at forstå.

I slutningen af telepatien spurgte jeg ham, om han havde et råd til mig. Han svarede, at jeg skulle blive ved at gøre det, jeg gjorde netop nu - jeg skulle gøre det til mit livsformål, at hjælpe dyrene med at få en stemme.

Han sendte mig så mange kærlige og gode følelser, at jeg følte mig fuldstændig kuldsejlet - jeg blev simpelthen så rørt, at jeg stod der midt i parken og fældede en tåre af ren og skær taknemmelighed til den rare gamle bamsefar, som så kærligt havde vist mig vejen og opmuntret mig til at fortsætte med det jeg allerhelst ville,- at telepatere.

Jeg glemmer aldrig nogensinde den store brune bjørn - han sendte mig så godt afsted på min nye rejse.